Bog

Ebba

Af (
2017
)

Anmeldelse

Ebba af Garbi Schmidt

Troværdigt portræt af en ung kvinde og hendes udvikling og kærlighedsliv i begyndelsen af 1900-tallet med nuancerede og fine beskrivelser af kvinders drømme, savn, længsler og lyst.

Debutanten Garbi Schmidt tegner i sin roman et interessant tidsbillede fra København i begyndelsen af 1900-tallet. Som 15-årig kommer Ebba, der stammer fra Sønderjylland, i huset hos den visionære forlægger Hans Franzén, først i Randers og senere i København. Han har øje for den unge kvindes interesse for læsning, og efter endt læretid bliver hun bestyrer af en boghandel på Nørrebro i København. Ebba er fortælleren, der ser tilbage på sit liv, valg og fravalg, forholdet til familien, mænd og veninder. Der er mange lag i romanen, bl.a. de store sociale skel, den politiske brydningstid, kvindernes kamp for valgretten og fascinationen af det nye Rusland. Men ikke mindst er det et troværdigt og læseværdigt portræt af en ung selvstændig kvindes udvikling og kærlighedsliv i en periode, der stort set er ubeskrevet i dansk fiktion.

Ebba er en pæn pige, der er opdraget på landet i en børnerig og hårdtarbejdende familie med stærke normer. Søsteren Sigrid kan ikke tilpasse sig og flygter hjemmefra, og senere får en handling fra hendes side fatale konsekvenser for Ebba. Da Ebba får J.P. Jacobsens digte i konfirmationsgave, er hun solgt til læsningens univers. Ved et tilfælde lander hun i huset hos forlæggeren, som giver hende muligheder for at forfølge sine mål. De bliver soul mates. Først mange år senere går det op for hende, at hun elskede ham.

Samtidig med at hun tilpasser sig borgerskabets normer, stortrives hun også i den boghandel, som hun arver efter Hans Franzéns død, beliggende i Blågårdsgade på Nørrebro i København. Hele dette gadeliv fra det indre København og Nørrebro er også en vigtig del af romanen. Hestehove mod brosten, gårdmusikanterne, retiraderne, de mange forretninger og fine caféer. Her er også forhadte jøder, fordrukne og voldelige mænd og fædre samt kvinder, der lider og bærer.

Ebba har et rigt indre liv, hun læser, tænker og skriver trods de mange ugentlige arbejdstimer og det hårde fysiske arbejde. Stilheden, som hun kendte fra sin opvækst i naturen, forsøger hun også at finde i den tætpakkede by. Frida, der kommer fra det bedre borgerskab, bliver en mere end nær veninde. De går til møder om kvinders valgret, og sammen drømmer de om flere rettigheder og frihed. Da Ebba møder journalisten Rainer, og de gifter sig, siger loven, at han skal eje boghandelen.

Ebba, veninden Frida og søsteren Sigrid repræsenterer nogle af de vigtigste strømninger i tiden, selvstændighed, frihed, frisind og galskab. Romanen, der er formet som Ebbas selvbiografiske beskrivelse af sit liv, er skrevet i en sanselig, let glidende prosa, der med mange fine nuancer beskriver kvinders drømme, savn, længsler og lyst. Jeg glæder mig til fortsættelsen.

Garbi Schmidt f. 1969 er professor i kultur- og sprogmødestudier på RUC. Hun har bl.a. skrevet Nørrebros indvandringshistorie (2015). ’Ebba’ er hendes debutantroman, og der er planlagt i alt tre bind.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52871492
ISBN
9788702225358
Antal sider
284

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer