Bog

Husk mig!

Af (
2006
)

Anmeldelse

Husk mig! af Lesley Pearse

Skribent
16.Apr.07

Spændende historisk roman om den unge Mary Broad, der dømmes til døden for landevejsrøveri, men i stedet sendes til Englands nye straffefangekoloni i Australien, Botany Bay.

Mary Broad er kun 18 år, da hun tager en skæbnesvanger beslutning. Hun siger farvel til sin familie i den lille by Fowey og rejser til Plymouth. Men det er ikke så nemt for en ung kvinde at finde arbejde som hun troede, og hun kommer i dårligt selskab. Ved første tyveriforsøg bliver hun fanget og dømt til døden. Hendes dom bliver dog omstødt til syv år som straffefange.

For Mary er det en hel ny verden at være indespærret, da hun bare er en almindelig pige fra en lille by. Men hun viser sin styrke og sin vilje til at overleve sin skæbne ved at lave handler med skibets officerer.

I Australien bliver hun gift med straffefangen Will. Det er et ægteskab baseret på fornuft iblandet en god portion kærlighed. Selv om Mary ser ud til at være en eksemplarisk straffefange, har hun kun én tanke i hovedet - flugt. Sammen med sin mand og børn og enkelte andre straffefanger planlægger hun en flugt, der lykkes. De flygter 3.000 mil over havet til øen Timor.

Det er en flugt, der tager livet af Marys børn og siden hen af hendes mand. På øen ender flugten, og de sendes tilbage til England, hvor de skal hænges. Mary har accepteret sin skæbne, men en officer fra skibet, der sendte hende til Australien, kæmper for hendes frigivelse, og snart er andre med i kampen for at redde hendes liv.

Der er kun et lille minus ved romanen: fra det øjeblik de ankommer til Australien og til de tager flugten, føles det som om jeg har læst det før. Årsagen er, at der er stor lighed mellem denne bog og Morgans Run af Colleen McCullough. Men det ødelægger ikke noget. Det giver bare en ekstra vinkel på historien om de mænd og kvinder, der blev deporteret fra Englands overfyldte fængsler. 

Men selv om der er visse ligheder mellem de to romaner, så kan der ikke ændres ved det faktum at det er en utroligt gribende og spændende historisk roman - og det gør den kun endnu bedre, at den er baseret på en virkelig historie.

Oversat af Marianne Linneberg Rasmussen. Sommer & Sørensen, 2007. 422 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Valby : Sommer & Sørensen
Oversætter
Marianne Linneberg Rasmussen
Faustnummer
26224373
ISBN
9788790189730
Antal sider
422

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer