Bog

Indland (Berger Blom, nr. 2)

Af (
2017
)

Anmeldelse

Indland af Arne Dahl

Anden del af den fabelagtige svenske krimiforfatters nye serie med Sam Berger og Molly Blom er fantastisk spændende, overraskende og isnende uhyggelig. 

Arne Dahl er vel først og fremmest kendt for sin lange serie om politifolkene fra A-gruppen og Opcop, og med disse bøger har han for længst slået sit navn fast som en af Sveriges ypperste spændingsforfattere. Hans nye serie er på mange måder en almindelig typisk svensk krimi om seriemordere, men Arne Dahls talent for at skrive og levere indviklede plots med flere underliggende hemmeligheder gør alligevel forskellen. Forfatteren er helt afgjort noget af det bedste på markedet netop nu.

Handlingen fortsætter umiddelbart efter begivenhederne i Skyggezone, og det er så absolut en fordel at have læst det første bind. Politimanden Sam Berger og Säpo-agenten Molly Blom er begge blevet fyret, og ydermere er de nu begge efterlyst over hele Sverige. De er gået i skjul højt oppe i det snedækkede svenske Lapland, da Bergers tidligere partner, Deer Rosenkvist i al hemmelighed tilbyder dem en ny opgave.

En kvinde påstår, at der i en forbrydelse, som skete 8 år tidligere, er blevet dømt den forkerte mand. Beviserne var ellers overvældende, men hun påstår, at beviserne er blevet plantet, og at der skulle være begået flere mord af samme type. Sam og Molly går ind i sagen, og det skal snart vise sig, at der er noget om snakken, og nu starter et uhyggeligt spil, hvor den ukendte morder hele tiden synes at være et skridt foran de to.

Det er noget af en historie, Arne Dahl disker op med, og læseren indfanges ikke alene af det hæsblæsende tempo, men også af de mange intriger og hemmeligheder. Historien tager hele tiden uventede drejninger, og selvom brikkerne til puslespillet egentlig serveres med løs hånd undervejs, overraskes man gang på gang.

Udover den overraskende og temmelig uhyggelige handling, er personbeskrivelserne helt i top, og der er mange fine psykologiske iagttagelser, især af Sam Berger, som i denne bog angiveligt rammes af en dyb psykose efter oplevelserne i første bind. Beskrivelserne af det iskolde, øde og snedækkende Lapland er fabelagtige og passer fint til bogens stemning.

Sådan skal en krimi skæres, og heldigvis slutter historien på en måde, der mere end antyder nye historier med makkerparret.

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Anders Johansen
Faustnummer
53430201
ISBN
9788771468182
Antal sider
356

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer