Bog

Skydykker uden faldskærm

Af (
2008
)

Anmeldelse

Skydykker uden faldskærm: en weblogroman af Spacemermaid

Humoristisk, smertefuld og sandfærdig fortælling om den store kærlighed, god underholdning med latter og små stik i hjertet.

Spacemermaid debuterede i 2007 med "1001 tårs tøsetanker – en weblog". Bogen startede som en dagbog på nettet, hvor Spacemermaid alias Charlotte Heje Haase berettede om sit liv med humor og varme. Senere blev dagbogen til Danmarks første blook (sammentrækning af book og blog). Nu er Spacemermaid tilbage. "Skydykker uden faldskærm" fortsætter, hvor "1001 tårs tøsetanker" sluttede.

Omdrejningspunktet for denne roman er Spacemermaids møde med Entusiasten. Han består med glans hendes liste med 31 små punkter om, hvordan drømmefyren skal være – selvom der dog skal arbejdes på punkt nummer 14.

Det er historien om den uventede kærlighed, som meget hurtigt udvikler sig og forlænger en fem minutters gåtur hen til Fakta til en time på grund af indlagte kyssepauser og diskussion omkring verdenssituationen. Entusiasten får virkelig rumhavfruen op at flyve, og det ser ud til at være historien om den eneste ene … men lykken varer desværre ikke ved.

Når man læser "Skydykker uden faldskærm", forstår man, hvordan Charlotte Heje Haase er blevet klummeskribent på Femina og Urban. Imellem himmelflugterne i selskab med Entusiasten fortæller hun om sin sjove familie, om at ryste et par røde trusser ud af buksebenet på sin arbejdsplads, om forskellen på mænd og kvinders måde at tænke på, og at der nok er en grund til, at vi ikke kan læse hinandens tanker. Mænd behøver ikke kende til kvindernes indre Merci-soundtrack, og kvinderne undgår at få et forkvaklet forhold til læderbukser og fodbold.

Jeg var godt underholdt og håber på endnu et bind i serien om Spacemermaid.

Det skal blive interessant at se, hvad Charlotte Heje Haase formår, når hun ikke skriver om sit eget chick litt liv – hvilket hun gør ganske glimrende.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
27446140
ISBN
9788759529454
Antal sider
204

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer