Bog

Den gode datter

Af (
2017
)

Anmeldelse

Den gode datter af Karin Slaughter

Denne velskrevne fortælling er forfatterens bedste og mest intense til dato. En spændende thriller og en familiehistorie med dybde.

Man kommer virkelig ind under huden på historiens hovedpersoner, og det er dem, der er omdrejningspunktet i ’Den gode datter’. Handlingen centrerer sig om to søstre og deres historie, og det fungerer utrolig godt. Hele deres liv og deres personligheder er i den grad præget af den forbrydelse, de var udsat for 28 år tidligere, og da den ene søster utilsigtet bliver vidne til et makabert skoleskyderi, kommer fortidens spøgelser for alvor til syne. 

Måden fortidens tragedie langsomt og trinvist kommer til læserens kendskab gør bogen så intens og spændende, at det næsten ikke er til at holde ud. Hver gang episoden bliver bragt på banen, og flere sandheder afsløres, forværres den, og ondskaben synes ingen ende at tage. Hele den måde familien opfører sig på overfor hinanden og andre, og den måde andre behandler familien på, bliver mere og mere forståelig, efterhånden som alt kommer frem i lyset. Sideløbende med at den gamle sag oprulles, kæmper de alle med forskellige sider af skoleskyderiet. Både de to søstre og deres far er jurister, og de får alle tre kendskab til, hvad der egentlig er sket. De forsøger hver for sig alle at gøre det rigtige, og det kommer til at koste dyrt for nogle af dem.

Karin Slaughters roman er som altid velskrevet og intens, og jeg er vild med den dybde, forfatteren har fået frem i ’Den gode datter’, der gør den til meget mere end en thriller. Det er også en sørgelig historie om en familie, der bliver totalt ødelagt, da den rammes af en frygtelig tragedie. Bogen beskriver på fornemmeste vis, hvordan mennesker bliver ødelagt på krop og sjæl, når de bliver udsat for meget voldsomme hændelser. Hvordan dårlig samvittighed – begrundet eller ubegrundet – kan ødelægge forholdet til de nærmeste, og hvor svært det er at få rettet op på det igen.

Jeg kan varmt anbefale 'Den gode datter' til alle, der elsker en god historie med dybde og indhold.

Bogdetaljer

Forlag
HarperCollins Nordic
Oversætter
Henrik Enemark Sørensen
Faustnummer
53547699
ISBN
9788771911954
Antal sider
500

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer