Bog

Den sidste

Af (
2017
)

Anmeldelse

Den sidste af Alexandra Olivia

Årets thriller. Et reality show om overlevelse i vildmarken bliver alt for virkeligt, da noget går grueligt galt i civilisationen.

’Den sidste’ rammer fuldstændigt plet i den største menneskelige rædsel: frygten for det ukendte og uvidenheden om at mest forfærdelige, der kunne ske i verden, netop er sket og er ude af kontrol. Zoo er én ud af tolv deltagere i et barskt reality show, hvor de skal kæmpe mod hinanden for overlevelse. Ikke på liv og død, som i ’Hunger games’, men alligevel gælder det survival of the fittest. Den hurtigste, klogeste og mest udholdende person vinder konkurrencen og de mange penge der er på højkant.

Det bliver en hårrejsende og eksistentiel tour de force for Zoo, som egentlig er lykkelig i sit liv med en mand, hun elsker. Det eneste aber dabei er, at han gerne vil have et barn, og inderst inde tvivler Zoo på sine evner som mor. Denne tvivl er den virkelige grund til, at hun har meldt sig til showet. Optagelserne er godt i gang langt ude i New Englands vildmark, da der sker noget uventet i verden. En viden Zoo går glip af, og selv om alt pludseligt forekommer hende lidt for realistisk iscenesat, fortsætter hun rejsen med et eneste formål: at nå hjem til den mand, hun elsker.

’Den sidste’ er en frydefuldt skræmmende læseoplevelse, som jeg lappede i mig på ganske få dage, mens de små hår rejste sig. Alexandra Olivia har virkelig begået et solidt og iskoldt gys, der varer ved. For det her kunne ske og har været tæt på at ske i virkelighedens verden. Derfor er det også eminent godt gået af forfatteren at hun tilrettelægger og plotter handlingen på lige præcis denne måde. Det er ikke en vinkel jeg har set før, men den skræmmende følelse af at stå overfor en virkelighed, der pludselig bliver så uhyrlig at man i starten må vende det blinde øje til, dén kender jeg fra mesterlige fortællere som Stephen King, Neil Gaiman og Robert Kirkman.

Tilmed er Zoos karakter overordentlig stærk og overbevisende i sin helhed, hvilket er alfa og omega for det samlede indtryk af bogen. Hun er helstøbt i sin personlighed – hun er ikke kun god, men kan også rase, være ondsindet og gøre desperate handlinger i sin afmagt, hvilket alt sammen er med til at gøre hende meget menneskelig.

Dette er en suveræn thriller, du ikke vil kunne lægge fra dig.

Bogdetaljer

Forlag
People's Press
Oversætter
Karsten Nielsen
Faustnummer
53138764
ISBN
9788771805987
Antal sider
362

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer